Nyudgivelse

Oversættelsen af “Lanthandlerskans son” var længe undervejs, men nu er den danske udgave af anden og fritstående del af Siklaxtrilogien omsider på gaden, eller i hvert fald i cyberspace – ligesom Bogreservatets øvrige udgivelser findes den kun som e-bog. Ikke desto mindre er der noget at glæde sig til, så køb den eller lån den, alle I begejstrede og medrevne  læsere af “Eriks bog”! – Bogens forside er et udsnit af et fotografi taget af  den finlandssvenske fotograf Leif Sjöholm. Her er Hällgrund, som den hedder, den lille skærgårdsø med fyrtårn på, i ubeskåret form.

copyright Leif Sjöholm

copyright Leif Sjöholm

Har man lyst til at se flere af Leif Sjöholms fine billeder fra Nykarleby og omegn, er her et link til hans fotoblog: http://leifsfoton.blogspot.dk/

 

Fødselsdag

Hip, hip: Bogreservatet fylder to år den 22. marts!

Man siger jo at barnets to første leveår er afgørende for dets senere liv. Hvis samme tese gælder om forlag, er der grund til at se optimistisk på Bogreservatets videre eksistens. I løbet af de to år er det blevet til en stor mængde indhøstet erfaring og alt i alt ti udgivelser. Blandt disse har især Lars Sunds Eriks bog – bog nummer tre i den såkaldte Siklaxtrilogi – været en succes. Det vil derfor forhåbentlig glæde Sunds mange danske læsere at vi har indgået aftale om at udgive bog nummer to i trilogien, Lanthandlerskans son fra 1997. Den er under oversættelse og vil formodentlig udkomme som e-bog i foråret 2015.

Også forlagets seneste udgivelser, Den lange vej og Rejse tilbage af danske Peder Hove, har gjort det godt. Vi har indgået aftale med Peder Hove om at genudgive yderligere to af hans titler, erindringsbogen Himmelspor fra 1991 og romanbiografien Mille fra 1992. Bøgerne udkommer i løbet af foråret. Det samme gør kriminalromanen Jagtselskabet af Anton Tjekhov i Jan Hansens oversættelse. Tjekhov skrev Jagtselskabet i 1884-85 som føljetonroman i et russisk dagblad. ”Et meget tjekhovsk værk, og først og fremmest er den et nyskabende værk inden for krimigenren,” skriver Jan Hansen i sit forord om romanen, som først udkom på dansk i 1987.

Nyudgivelse

Bogreservatet udgiver i dag en nyoversat bog af Lars Sund – En morgentræt fuglekiggers bekendelser – Dagbogsblade maj – december. Bogen er en samling essaylignende dagbogsblade der bredt og underholdende behandler fugle, fascinationen ved at kigge på fugle og naturen der omgiver både fugle og fuglekiggere. Bogen udkom første gang på svensk i 2010.

Bøger på vej

Bogreservatet har indgået aftale med Kjell Westö om at genudgive hans to indtil videre eneste danske titler som e-bøger. Det drejer sig om romanerne Lang og Faren ved at være en Skrake, to meget forskellige, men begge lige underholdende beretninger om Finland i det 20. århundrede. Bøgerne vil udkomme i løbet af foråret. – Senere på året udkommer en nyoversat essaybog af Lars Sund. Bogen udkom på svensk i 2010; på dansk får den titlen En morgentræt fuglekiggers bekendelser. Ikke kun for fuglekiggere – faktisk er bogen tilegnet alle som lever med ornitologer eller er nysgerrige efter at finde ud af hvad der driver dem.

Nyudgivelse

Eriks bog udkom første gang på dansk i 2006. Lars Sunds roman er en slægtskrønike om en dramatisk epoke i vores finske broderfolks komplekse historie – en epoke der i den kolde krigs storpolitiske spil forblev stort set ukendt for de fleste danskere. Romanen var en af nullernes store læseoplevelser – et fængende, humørfyldt finsk epos. Papirudgaven har længe været uopdrivelig, men nu genudgiver Bogreservatet Eriks bog i en lettere revideret, langtidsholdbar e-bogsudgave.

Eriks bog kan købes hos e-boghandlerne. Skynd dig i netboghandelen inden den bliver udsolgt!

Nyudgivelse

En lykkelig lille ø af den finlandssvenske forfatter Lars Sund udkommer som e-bog i dag. Romanen er Lars Sunds anden på dansk – den første var den anmelderroste “Eriks bog”, som udkom i 2006. Bogen er oversat af Jesper Klint Kistorp og Ole Thorslund Andersen og kan købes til download hos danske netboghandlere.

Nyudgivelser i 2012

Bogreservatet har erhvervet rettighederne til udgivelse som e-bøger af En lykkelig lille ø og Eriks bog, begge skrevet af den finlandssvenske forfatter Lars Sund. En lykkelig lille ø forventes udgivet i slutningen af oktober 2012, mens Eriks bog forventes udgivet i november 2012.