Den amerikanske forfatter og filosof Henry David Thoreau (1817-1862) fødtes og døde i Concord, Massachusetts. Thoreau førte gennem hele sit liv dagbog, der i 1981-97 udkom som Journal i 14 bind. Thoreau mente at naturen rummer alle svar, og at man bliver ét med den ved at opholde sig i den og observere den. Natursynet og den fornemme prosakunst kommer til udtryk i hovedværket Walden: livet i skovene (1854), som beskriver Thoreaus to år lange eneboertilværelse i en hytte ved søen Walden Pond. Den samfundskritiske forfatters projekt har inspireret kunstnere og tænkere helt op i vor tid.
Thoreau var en svoren pacifist og nægtede at betale skat da USA i 1846 erklærede Mexico krig; Pamfletten Civil lydighedsnægtelse gør rede for hans standpunkt.
Skrevet om Thoreau:
At læse Thoreau bliver at vandre, ikke for at få motion, ej heller for at nå frem til andet end et blot tilfældigt mål. Turen bliver en glæde i sig selv. Man støder ustandselig på noget, man ikke tidligere har bemærket, eller det tilvante kan med ét få lov at fremtræde i ny belysning: ’Et enligt bondehus, jeg ikke har set før, kan være lige så godt som alle en negerkonges afrikanske besiddelser,’ skriver han i sit essay Om at vandre. Her hedder det også, lidt længere henne ad stien: ’På en halv time kan jeg spadsere ud til et sted på jordens overflade, hvor der år efter år ikke øjnes et menneske, og hvor der følgelig ikke eksisterer nogen politik, thi den er lige så flygtig som røgen fra et menneskes cigar.’
Erik Skyum-Nielsen, Information
Læs hele artiklen i dagbladet Information