Bogreservatet har netop udgivet to af Kjell Westös noveller, “Nærmere-Bosse” og “1968”. Westö er i Danmark først og fremmest kendt for sine Helsingfors-romaner, men han har faktisk i tidens løb skrevet en del fine og umiskendeligt westöske noveller. Fire af disse er nu til at læse på dansk. Bogreservatet arbejder på at flere vil komme.
Tag Archives: Kjell Westö
Kjell Westö – en mand i vælten
Kjell Westö modtog for fjorten dage siden velfortjent Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Hägring 38”, udkommet på dansk to dage senere på BATZER & CO med titlen ”Luftspejling 38”. I dag fylder et interview med Kjell Westö halvdelen af Politikens forside plus hele forsiden af kultursektionen. Ligeledes i dag bragte radioprogrammet Skønlitteratur på P1 Nanna Mogensens fine interview med prisvinderen – samtalen plus en oplæsning af en passage fra romanen kan høres her (interviewet begynder 27 minutter inde i programmet) :
http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/skoenlitteratur-pa-p1-141#!/
Det er værd at lægge mærke til, synes Bogreservatet, at Klaus Rothstein lige inden oplæsningen til sidst i udsendelsen nævner at Kjell Westös tidligere bøger på dansk plus nogle noveller er udgivet af et e-bogsforlag ved navn Bogreservatet. ”Meget interessant,” siger Klaus Rothstein, ”så kig ind forbi bogreservatet.dk.” Bogreservatet takker for den venlige omtale og håber at lytterne følger opfordringen.
Ny singleudgivelse
I dag udgiver Bogreservatet en nyoversat novelle/single af Kjell Westö, ”Midsommer med hr. Laakso”. Historien stod første gang trykt i avisen Hufvudstadsbladet midsommeraften 2012. – Kjell Westö er i øvrigt også for nylig udkommet med en roman på svensk og finsk, Hägring 38 er den svenske titel, Luftspejling 38 på dansk. Den modtog fine anmeldelser og er blandt de nominerede til den svenske Augustpris. Hvem prisen går til, offentliggøres den 25. november.
Nyudgivelse
Bogreservatet udgiver i dag en nyoversat novelle – en såkaldt single – af Kjell Westö. Novellen hedder ”Dommeren” og er baseret på en finsksproget tekst som Kjell Westö oprindeligt skrev i 1997 til det finske fodboldforbunds 75-års jubilæumsskrift. I 2004 udkom den på finlandssvensk i novellesamlingen ”Lugna favoriter” efter at have gennemgået en omfattende revidering. Kjell Westö betragter selv novellen som nyskrevet.
”Dommeren” er den første udgivelse i en planlagt serie af singler. Den næste i rækken bliver novellen ”Midsommer med hr. Laakso”, også skrevet af Kjell Westö.
Singlen kan købes, rørende billigt, hos velassorterede e-boghandlere!
Nyudgivelse
Bogreservatet udgiver i dag romanen Faren ved at være en Skrake af den finlandssvenske forfatter Kjell Westö. Bogen er en krønike der med familien Skrake som omdrejningspunkt skildrer Finlands turbulente historie i det 20. århundrede. Faren ved at være en Skrake blev i 2001 indstillet til både Finlandiaprisen og Nordisk Råds Litteraturpris.
Faren ved at være en Skrake udkom første gang på dansk i 2004.
Nyudgivelse
Bogreservatet udgiver i dag romanen Lang af den finlandssvenske forfatter Kjell Westö. Romanen handler om den 40-årige journalist Christian Langs midtvejskrise og rummer en besk beskrivelse af den moderne medieverdens overfladiskhed. Men romanen er også en turbulent kærlighedshistorie der kulminerer med at Christian Lang får brug for en spade med et solidt skaft.
Lang udkom første gang på dansk i 2003 og udkommer nu som e-bog i en let revideret form.
Bøger på vej
Bogreservatet har indgået aftale med Kjell Westö om at genudgive hans to indtil videre eneste danske titler som e-bøger. Det drejer sig om romanerne Lang og Faren ved at være en Skrake, to meget forskellige, men begge lige underholdende beretninger om Finland i det 20. århundrede. Bøgerne vil udkomme i løbet af foråret. – Senere på året udkommer en nyoversat essaybog af Lars Sund. Bogen udkom på svensk i 2010; på dansk får den titlen En morgentræt fuglekiggers bekendelser. Ikke kun for fuglekiggere – faktisk er bogen tilegnet alle som lever med ornitologer eller er nysgerrige efter at finde ud af hvad der driver dem.