Bogreservatet har netop udgivet Honoré de Balzacs Far Goriot i Elsebeth Junckers oversættelse. Bogen findes også i en anden nylig udkommet e-bogsudgave, men i en ældre oversættelse, sandsynligvis N. J. Berendsens fra 1875 – det vides ikke med sikkerhed eftersom det udgivende forlag ikke nævner oversætterens navn. Her er en smagsprøve fra de to oversættelser, nærmere betegnet fra romanens berømte sluttableau. Først den ældre oversættelse:
”Rastignac, der var blevet alene, gjorde nogle Skridt henimod Kirkegaardens Højde, og saa Paris ligge snoet langs med de to Seinebredder, hvor Lysene begyndte at straale. Hans Øjne hæftede sig næsten begærligt mel* lem [sic] Søjlerne på Vendômepladsen og Invalidedomen, der hvor denne skønne Verden levede, i hvilken han havde villet trænge ind. Han sendte et Blik hen over denne summende Kube, et Blik, som syntes på For* haand [sic] at drage Honningen ud af den, og sagde disse storslaaede Ord:
– Nu kommer Turen til os to!
Og som den første Handling af den Foragt, som han nærede for Samfundet, gik Rastignac hen og spiste til Middag hos Fru de Nucingen.”
Og her samme tekst i Elsebeth Junckers oversættelse, oprindelig udgivet i 1944 og efterfølgende revideret flere gange, senest i 1998:
”Da Rastignac var blevet alene, gik han lidt højere op på kirkegården og betragtede Paris på hver side af Seinens bugtede løb. Lysene begyndte at tændes. Næsten begærligt blev hans blik hængende mellem Vendômesøjlen og Invalidekirkens kuppel, dér, hvor menneskene fra de kredse, han havde villet trænge ind i, holdt til. Han kastede et blik på den summende bikube, som om han på forhånd udsugede den for hver dråbe honning, og sagde stolt udfordrende:
”Nu kommer turen til os to.”
Og som sin første krigshandling mod samfundet gik Rastignac til middag hos fru de Nucingen.”
Skannings-/korrekturfejlene i den ældre oversættelse er én ting. Den forældede retskrivning en anden. Den tredje er faktisk den værste: oversættelsens åbenlyse sproglige ubehjælpsomhed. Sådan ville den exceptionelt velskrivende Balzac med garanti ikke have skrevet på dansk.
Til sidst Charles Huards ”oversættelse” af tekststedet, Rastignac stående på højen på kirkegården. ”Nu kommer turen til os to.”