Bogreservatet udgiver i dag, i en let revideret udgave, Ejnar Thomassens fremragende oversættelse af Ivan Turgenjevs En jægers dagbog. Det gamle Gyldendals litteraturleksikon (1974) har en fin og appetitvækkende karakteristik af værket, skrevet af Edith Frey:

”Bogen vakte bestyrtelse fordi Turgenjev satte de livegne på linje med og ofte højere end de godsejere der ejede dem. Her var ikke den sædvanlige sentimentale medynk med staklerne. Udfordringen lå i fremhævelsen af de livegnes begavelse. Uforglemmelig er talentet Jakov der vinder sangerdysten i ”Sangerne” og sandhedssøgeren og fugleelskeren Kasján i ”Kasján fra Krasíva-Metj”. Med særlig ynde er de unge piger tegnet, fx Akulina i ”Et stævnemøde” og Matrjona i ”Pjotr Petrovitsj Karatájev”. Der er ikke tvivl om at det var Turgenjevs hensigt at afsløre livegenskabets urimelighed. Det er samme fade, lavsindede, kyniske, selvtilfredse godsejere vi møder i En jægers dagbog som i Gogols Døde sjæle. Men som den veldresserede og dannede adelsmand Turgenjev var, fortalte han i et formfuldendt sprog, med ord der aldrig stødte an, med et vemodigt smil og fin ironi. Et mesterværk af ironi er Jermolái i ”Jermolái og møllerkonen” hvor godsejeren med krænket mine og inderlig forargelse beklager sig over forhold der hindrer ham i at behandle mennesker som kvæg. Men Turgenjev viser også godsejerskæbner der er lige så besynderlige som de livegnes, som belyser den opløsning der gik forud for livegenskabets ophævelse, han havde en fin fornemmelse for glidningerne i samfundet. Man møder hyppigst bogens figurer i et landskab tryllet levende gennem et medium af malerkunst og musik og som tredje element digterens egen stemning og åndelige holdning der lægger et skær af vemod over naturens blide farver og spinkle toner.”