Ny e-bog

Bogreservatet har revideret og genudgivet Kjell Johanssons Huset ved Flo-engen, som udkom første gang på dansk i 1998. Romanen blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og Augustprisen samme år. Den er første del i en trilogi ved navn De utsatta – Huset vid Flon, Sjön utan namn og Rummet under golvet – som alle skildrer skæve eksistenser i udkanten af samfundet.

Da Kjell Johansson (f. 1941) blev tildelt Ivar Lo-prisen i 2007, lød motiveringen sådan her: ”Solidariteten med de lavest stående i samfundet har været et gennemgående tema i Kjell Johanssons forfatterskab. I sin fornyelse af den realistiske roman har han på en glitrende prosa vekslet mellem den fabulerende skrøne, det litterært intrikate og en håndfast hverdagsskildring.” Med andre ord en forfatter som spænder vidt. Ud over den flere gange prisbelønnede trilogi har blandt andet romanen Gogols ansikte (1989) vundet både svensk og international berømmelse.

På dansk foreligger ud over Huset ved Flo-engen kun En røverhistorie (2001). Kjell Johanssons sidst udgivne roman hedder Det var inte jag (2011) og er en slags epilog til romantrilogien De utsatta.